EUs indbyggede spændinger ypperligt beskrevet af Claes Kastholm i Berlingske søndag 21 juli 2012, og fra artiklen citeres her i uddrag:

EUROPAS HISTORIE rummer nogle brudflader, som gør sig gældende i begivenhedsforløbet igen og igen: modsætningen øst-vest og modsætningen nord-syd. Jerntæppet gik næsten nøj-agtig dér, hvor det gamle sølvtæppe har gået igennem et årtusinde. Reformationen i 1500-tallet tydeliggjorde modsætningen nord-syd, der udmøntede sig i tredive-årskrigen og i dag ganske klart manifesterer sig som en skæbnesvanger revne i EU-konstruktionen.

             Efter århundredlange udviklingsforløb, ofte blodige, har Europa konsolideret sig i ordninger, der har navn efter de steder, hvor vigtige aftaler er blevet ind-gået og det politiske landkort nytegnet: Den Westfalske Fred, 1648, Wienerkon-gressen, 1815, Berlin-kongressen, 1878, Versaillesfreden, 1919, Teheran-Jalta-Berlinaftalen, 1943, 1944, 1971, Kul- og Stålunionen, 1951, der blev begyndelsen til EU.

             Man bør kende dette enorme erfaringsmateriale, når man handler i en europæisk sammenhæng. Desuden bør man gøre sig klart, at Europa er en mangfoldighed af stater med en tradition for en stærk statsmagt. Der er og bliver den store forskel på USA og Europa. USA er grundlagt af europæere, der flygtede for statsmagten.

             Når man fortrænger disse helt basale historiske mønstre, gør man vold på virkeligheden, og det er efter

min forståelse EUs grundproblem. At fortrænge er ikke at fjerne. Det er at undertrykke, og det under-trykte vil dukke op igen og igen – og nogle gange vil det ligefrem skabe katastrofer. Versailles-traktaten lagde grunden til en katastrofe, der, da den var overvundet, førte til, at europæerne ikke længere var herrer i eget hus.

DET KARAKTERISTISKE ved EUs udviklingsforløb er, at det er blevet jaget og presset frem, og resultatet er blevet en helt kunstig konstruktion. Hver gang politikerne ikke vidste, hvad de skulle gribe og gøre i, fandt de på noget nyt.

             Måden, den fælles valuta blev skabt på, er horribel og groft uansvarlig. Politikernes både idealistiske og kyniske misbrug af den grundlæggende rigtige tanke om et europæisk fællesskab hævner sig nu. I de kommende år vil vi se en gradvis afvikling af tankeslottet EU til fordel for et mere holdbart og naturligt fællesskab mellem en kerne af lande og uden om denne kerne ringe af lande med forskellig relevant tilknytning.

Det indre marked er hjertet i EU, og hvis man anstrenger hjertet med alt for mange påfund om gennemtvingelse af fællesskab på områder, hvor der ikke er reelle fælles interesser, så brister det. Og så bevæger Europa sig ind i en ny katastrofe.

             Europa-Parlamentet er en vanskabning, der bør afvikles hurtigst muligt. Det holdbare for EU er et konføderativt fællesskab anført af ministre, der har deres mandat i de nationale parlamenter. En direkte valgt præsident, som Merkel fabler om, er en absurditet. Ti procent af de europæiske vælgere vil ulejlige sig hen og stemme. En fælles udenrigspolitik er uden baggrund i realiteterne og de historisk begrundede interesser, men en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik har vi alle interesse i, og den kunne man udvikle gennem NATO, hvorved man også fik yderligere stabiliseret den transatlantiske alliance.

             Europa betaler for to årtier med politikere, der har haft deres fødder solidt plantet i den blå luft. Virkeligheden bringer os nu ned på jorden igen, og det er i grunden ikke så galt. Hvis det ellers går godt.