Injurieturisme og international ret

Den nye mode, som er kaldt injurieturisme, rejser nogle spørgamål, som de færreste havde fantasi til at forestille sig for blot kort tid siden; men som landets ledelse bør overveje.

• Hvordan finder en veluddannet og verdenserfaren rigmand på, at han representerer mange tusinde efterkommere efter en mand, som efter det oplyste levede for 1400 år siden?
• Kan rigmanden bringes til at skifte holdning?
• Hvordan finder en domstol i London på at anerkende et injuriesøgsmål fra denne rigmand mod danske aviser vedrørende tryksager udgivet i Danmark med tilgængeligheden over internettet som væsentligt argument?
• Kan den engelske domstol formås til at afvise sager af den karakter?
• Er domstolen som den englænder, der satte kikkerten for det blinde øje og sagde: "Jeg ser intet signal" og derefter sønderbombede København?
• Hvorfor tages udsigten til en sådan domstols eventuelle kendelser alvorligt i Danmark?
• Er Danmark så slemt fedtet ind i internationale aftaler, indgået i tillid til aftalepartnernes sunde fornuft, at danske firmaer og danskere er juridisk forpligtet til at bruge de nødvendige store pengebeløb på sådanne retssager?
• Skal Danmark efterfølgende medvirke til gennemførelse af de domme, der måtte komme ud af det?
• Hvordan frigør vi os fra sådanne aftaler?
• Arbejder landets regering seriøst med problemet?