Politikerne i det politiske liv

"Jamen - regeringen og flere af folketingets partier har allerede i xxx måned nedsat et udvalg, der skal se netop på dette spørgsmål og samtidig er der bevilget yyy millioner til arbejdet, så det er helt forkert at antage, at der ikke bliver gjort noget"

- Har man hørt sådan noget før? - Ja mon ikke. Det er tilsyneladende det standardiserede politikersvar til hvad som helst. åbenbart accepteres svaret af vælgerne, der sker i hvert fald ikke noget. - Og det er bekymrende.

*****

Dengang Fanden ønskede, at intet skulle ske,
da satte han i verden den første kommite

Vist nok Piet Hein

*****

"Hvad er der galt med politikerne i Danmark?" - "de arbejder alt for kortsigtet"

Et almindeligt svar

*****

Når borgerne via stemmesedlen beslutter, at staten skal udøve godgørenhed mod borgerne, bryder det demokratiske samfund sammen.

Citat fra ukendt kilde

*****

Beslutningen om statens godgørenhed fremmes, hver gang en politiker med held, og det er det normale, lover visse befolkningsgrupper denne eller hin offentligt betalte ydelse og derefter bliver valgt.

Samfundets sammenbrud er i fuld gang. Bandekrige med skyderi i gaderne, bydele hvor politiet dårligt kan komme, stenkast mod ambulancechauffører, der forsøger at hjælpe tilskadekomne, og voldelig bekæmpelse af demokratisk vedtagne beslutninger om hjemsendelse af afviste asylansøgere. Alt sammen er det skræmmende tegn på samfundets opløsning.

Da man oplevede et økonomisk sammenbrud i Sydøstasien for nogle år siden, var det naturligvis en advarsel om, at sådant virkelig kunne ske. Et rimeligt krav til politikerne var, at de tog dette vink alvorligt og gennemførte sådanne love, at vi var rustet til at modstå lignende. De sad imidlertid advarslerne overhørig, og da krisen kom her, kom den bag på mange.

Bankernes aggressive og ofte hovedløse udlånspolitik gjorde situationen værre og flere banker led store tab, naturligvis ikke bankdirektørerne, og nogle kollapsede. Med deres "handlekraft" kanaliserede politikerne meget store beløb til afhjælpning af krisen ud til ------bankerne -----, konstaterede "arbejdsløsheden kommer til at stige" og opfordrede til øget forbrug.

Tænk engang! Lediggang og forbrugsfest som modtræk til krise, hvor flid og nøjsomhed med sikkerhed havde været bedre.

Konklusion: Vi har de forkerte politikere.

• De løser ikke de opgaver, de skal.
• De prioriterer egeninteresser og partitaktik fremfor landets vel.
• De fastsætter selv deres løn.
• De snakker uden om problemerne.
• I de tilfælde, hvor dette ikke er tilstrækkeligt, viser de "handlekraft" ved at vedtage forbud, højere straffe og rigid detaljestyring.
• De lader langsigtede problemer ligge.
• Politikerne køber sig tilslutning ved at love udvalgte grupper at lade offentlige midler betale for ydelser til vedkommende grupper.
• De påvirker selv i udtalt grad hvem, der bliver valgt af folket.
• De taler grimt om og til hinanden.

Kritik af politikerne ligger lige for. Deres fejl er mangfoldige og grove. Kritik er også berettiget, fordi det umiddelbart er dem, der har svigtet, og er de mest direkte ansvarlige for samfundets forfald.
Imidlertid er det nok mere frugtbart at finde årsagen til, at vi har de forkerte politikere. Det må nemlig forventes, at metoden til at udvælge dem må ændres, hvis forholdene skal forbedres mærkbart og varigt.
Folketinget består af 179 medlemmer, som alene skal stemme efter deres personlige overbevisning. Valg til folketinget er derimod først og fremmest et valg mellem partier. Det er partierne, som er opstillingsberettigede, når de har overkommet nogle godkendelsesbetingelser og har været i folketinget siden. Partierne kan godkende kandidater til opstilling. Der er mulighed for, at enkeltpersoner kan stille op, men det udnyttes meget sjældent, og kun yderst sjældent bliver en løsgænger valgt.

Ordningen indebærer reelt, at det er partierne, og altså politikerne, der udpeger de kandidater, der kan vælges blandt. Politikerne har dermed en meget dominerende indflydelse på valget. Forestillingen om at vælgerne står frit etc, er altså en tilsnigelse.

Kravet om stemme efter overbevisning kolliderer i nogen grad med, at politikerne er udvalgt af partierne. Hvis et medlem af folketinget ønsker at forlade sit parti, det er enhvers ret at blive klogere, er det lovligt at gøre det. Vedkommende bliver dog normalt mødt med beskyldninger om illoyalitet og krav om tilbagetræden, idet han eller hun svigter det parti, for hvem han er valgt. Betimeligheden af sådan kritik kan diskuteres, men ikke helt afvises.

Følgende kunne være en mulighed:

1. Kandidaterne opstiller personligt.
2. Hver kandidat redegør for sine tanker mv. på en afdeling af en hjemmeside, staten opretter til formålet. Her kan vælgerne i ro og mag vurdere kandidaterne og overveje hvem, de vil stemme på.
3. På hjemmesiden oplyses også kandidatens partitilhør. Der forudsættes enighed med partiet om dette, men partiet kan kun nægte tilhøsforholdet, ikke opstillingen.
4. Efter valget tælles antallet af afgivne gyldige stemmer, og det beregnes hvor mange stemmer, der kræves for et mandat.
5. Kandidaterne med deres stemmer sorteres efter partitilhør. Antallet af stemmer i partiet viser antallet af mandater til partiet.
6. For hvert parti indtræder de kandidater, der har flest stemmer, som partiets folketingsmedlemmer.

Ordningen ville sikre mod stemmespild, og den ville medføre, at partierne skylder deres medlemmer indflydelsen i folketinget, ikke at medlemmerne skylder partiet deres plads.

Den anden side af valget er vælgerne, og naturligvis er de ikke perfekte. Værst er nok mange vælgeres åbenlyse modtagelighed for den bestikkelse, der består i løfter om offentligt betalte goder.

Problemet er stærkt i familie med korruption, og det har vi som nation et godt ry med bekæmpelse af. Justitsministeriet har udgivet en pjece herom med henvisning til straffe-lovens §122 og §144. Det spørgsmål, som berøres her er dog ikke behandlet.

Pjecen indeholder dog en internationalt udbredt definition, blandt andet tiltrådt af Verdensbanken, hvor det kaldes "misbrug af betroet magt med henblik på selv at opnå en fordel", og det kommer jo problemet meget tæt. Den betroede magt er magten at udskrive skatter og fordeling af de opkrævede midler, og den fordel, som politikeren opnår, er den ærefulde post at sidde i Folketinget og eventuelt i regeringen. Lønnen kan i visse tilfælde også være attraktiv.

Problemet forekommer meget vanskeligt, men som et minimum kunne man optage Verdensbankens definition i straffeloven.

Imidlertid er det meget vanskeligt at skride effektivt ind ad lovgivningens vej. Ifølge grundloven er afstemning hemmelig, og ingen kan selvfølgelig straffes for sin stemme. På den anden side er det også lovligt at have som politisk ideal, at det offentlige overtager betalingen af visse dele af borgernes behov.

Det der skal til, er at vælgerne som den naturligste ting af verden fravælger den politiker, hvis program indeholder korrupte tilbud.

Vælgerne skal med andre ord skyde kortsigtede egeninteresser i baggrunden og i stedet vælge på baggrund af en vurdering af samfundets bedste.

Det er indlysende, at dette mål, selvom det forekommer selvfølgeligt, bliver meget vanskeligt at nå; men alternativet er, at vort demokrati må erstattes af noget andet. Hvad dette andet bliver, kan man kun gætte på. Umiddelbart forekommer en yderligere overførsel af lovgivningsmagten til EU som en mulighed. EU er jo ofte kritiseret for manglende demokrati, og danske specialkrav om offentlige tilskud til for eksempel børnehaver vil ikke få megen plads i diskussionen.

Under 2. verdenskrig havde man den illegale presse til at holde folk underrettet om mange fordækte sager. For eksempel afslørede den, hvad der var modstandsbevægelsens sabotage, og hvad der var fjendtlig "schalburtage". Denne presse var meget betydningsfuld. På tilsvarende måde har pressen i vore dage en væsentlig mission i at afsløre den korruption, som her er omtalt, og i det hele bidrage til, at landets vælgere overvejer landets tarv som helhed, når de udøver deres demokratiske rettigheder.