Straffepolitikken
Med mellemrum fremføres ønsker om strengere straffe. Tendensen er formodentlig tegn på en fornemmelse af, at de straffe, vi har, ikke rigtigt virker. Der er jo stadig kriminalitet.
"Når man har forbrudt sig, må man tage sin straf"
"Han har udstået straffen - glem det"
Sådanne synspunkter indebærer, at straf er en form for betaling, lidt som køb af kaffe hos købmanden. Men holdningen er usund, for hvor købmanden bliver glad for højere pris for kaffen, bliver samfundet ikke gladere for større straf. Samfundets interesse er at undgå kriminalitet, ikke at folk sidder i fængsel.
Kriminalitetsbekæmpelse i samfundet er vanskelig, men den måde, den bliver løst på idag, er ikke optimal. Specielt er det, vi betragter som den hårde straf, fængsling, slet ikke egnet til at modvirke kriminalitet på langt sigt. Det har nemlig i mange år været kendt blandt folk, der arbejder med kriminalitet, at fængsling uddanner indsatte til kriminalitet.
Det er således slet ikke sikkert, at strengere straffe hjælper. At ønske mere af noget, som ikke virker, er ikke vejen frem.
Det bør overvejes så vidt muligt at erstatte fængselsstraf med noget andet. Overvejelserne her skal tjene til at finde og foreslå sådanne alternativer.
Målet bør være at undgå kriminalitet og især at undgå gentagelser, samt at mindske skadelidtes skader.
o—o
Hvorfor straffer vi?
1. Forbedring - Så gør han det nok ikke igen. Dette viser at være tvivlsomt.
2. Afskrækkelse - Andre ser hvordan det går, og det har nok en vis virkning.
3. Forvaring - Mens han sidder der, laver han ikke ulykker. - Fantasiforladt, men det kan være sidste udvej.
4. Afmagt - Hvad skal vi ellers? - Ja det er det vi skal finde ud af.
5. Hævn - Det har han fortjent. Offeret har lidt, og så skal han også lide. Følelsen er menneskelig, så vidt vi ved har dyrene ikke hævntrang, men må forkastes som fornuftsargument. Det drejer sig om at bekæmpe kriminalitet, ikke at tilfredsstille primitive følelser.
6. Retsfølelse - Offeret må ikke uforvarende kunne møde gerningsmanden. Det kan undgås på flere måder.
o—o
Hvordan straffer vi?
Ifølge straffeloven er de almindelige straffe fængsel og bøde - i nævnte rækkefølge. Derudover benyttes forskellige former for indgreb i borgerlige rettigheder, for eksempel forbud mod at føre bil eller forbud mod at holde husdyr. Straffe gradueres efter hvor alvorlig staten finder den aktuelle forbrydelse. Bøder af forskellig størrelse anvendes for “mindre” forbrydelser og fængsel, længere eller kortere, for “alvorlige” forseelser. Kortere fængselsstraffe kan under visse omstændigheder afsones i hjemmet med fodlænke.
Umiddelbart er de jo klart, at fængsling, især langvarrig fængsling, er effektivt til i en periode at forhindre gentagelser af snart sagt enhver form for kriminalitet. Heroverfor står, at vi finder indgreb i en persons frihed krænkende, så af den grund skal fængsling minimeres.
Fængsel har nogle alvorligt negative egenskaber. Dels fungerer fængslet som et kriminalitetsakademi, hvor de indsatte kan udbygge personlige forbindelser og udveksle erfaringer, dels er det undertiden vanskeligt at sikre nogle indsattes personlige sikkerhed.
o—o
Typer af kriminalitet, og et forsøg på årsagen. På grund af begrænsning i fantasi og erfaring hos forfatteren kan listen være længere.
1. Tilsidesættelse af lovbestemmelser
Bekvemmelighed f.ex færdselslov
Ueninghed om lovens berettigelse eller rimelighed
Ukendskab til Straffeloven
2. Berigelse et generelt ønske
Tyveri
Bedrageri
Sortbørs
afgiftbelagte varer vin, tobak
forbudte varer narkotika, våben
Afpresning
Røveri
3. Hærværk - Anseelse (i uønskede miljøer), sletning af spor, terror
4. Vold
5. Drab
6. Injurier og ærekrænkelse
7. Forbrydelser mod staten og dens institutioner
Indespærring, fængsling, bør normalt kun anvendes i forbindelse med kriminalitet, der skader personer fysisk., og andre metoder bør til for andet.
Økonomisk kriminalitet såsom falske underskrifter, falskmønteri og andet bedrageri anses for meget alvorlig, og der dømmes typisk lange fængselsstraffe. Det vil nok virke som stærk provokation, men alligevel: “slap lidt af, der er i reglen tale om blæk på papir.”
Med sigte på at undgå gentagelser kan andet end indespærring tænkes. Hvis en person har forfalsket en underskrift kunne man dømme, at vedkommendes underskrift i en periode, nogle år, kun er gyldig som kvittering for faktisk modtagne penge. Vedkommende kan så optages i et offentligt register, hvor enhver kan se hvad underskriften er værd. Den dømte kan stadig arbejde, passe sin familie etc. umyndiggørelsen kan eventuelt gradueres efter rettens skøn.
Hvor personer har lidt skade bør interessen samles om at den skadevoldende skal udrede erstatning for skaden. Dette kan også anvendes i forbindelse med for hårdhændet brug af ytringsfriheden; altså den skadede skal kunne påvise en skade for at erstatning kan komme på tale. Hvis Muhammed føler sig krænket, skal han altså møde op og dokumentere sin skade.
o—o
Karakteristiske forhold ved Straffeloven.
1) Loven er koncentreret om straf som lidelse for lovbryderen, ikke om hensyn til den skadede.
Dette forhold ses tydeligt når man betragter straffeparagraffernes hyppige formuleringer:
Den, som ................. straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
og
Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som ..........
Grundideen ved skrivning af loven har tydeligvis været straf i betydningen lidelse for lovbryderen. Uden personlig erfaring med loven husker jeg en formulering, som blev min mormor til del i 1950-erne i anledning af en mindre færdselsforseelse. Forholdet kunne nemlig bringes ud af verden hvis hun accepterede “til strafs lidelse” at betale en bøde af specificeret størrelse. Om man stadig bruger den formulering, ved jeg ikke. Blandt fagfolk er det kendt, at straf ikke har nogen gavnlig virkning. Det gælder ved såvel børneopdragelse som fængsling af kriminelle. I mange forhold er virkningen en forværring. Grundtanken bag Straffeloven bør derfor være, at forbrydelse og især gentagelse skal modvirkes og den forvoldte skade erstattes eller minimeres.
I spørgsmålet om ytringer vil man kunne få bedre resultat, hvis man koncentrerer sig om offerets lidelse eller skade og erstatning fremfor skadevolderens ubehag.
Som eksempel her skal nævnes noget, som ofte omtales i medierne, nemlig spredning via internettes af intime billeder oftest af unge piger. En erstatning, gerne følelig, udredt af krænkeren til pigen kunne være på sin plads. Straffeloven derimod taler kun om udøvrens lidelse og eventuelt indtægt for statskassen:
§ 264 d. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Det eneste den skadelidte får er “tilfredsstillelsen” af at vide, at skadevolderen også får påført en skade. Hvis pigen fik 10 000 kr ville hun nok værdsætte det mere end bevidstheden om den krænkendes straf.
2) Straffelovens sprog er uforståeligt for mange.
Det er de færreste, som har læst straffeloven, og dog klarer de allerfleste sig igennem livet uden at have kendskab til denne lov. Det skyldes naturligvis, at der findes en bred forståelse i befolkningen af hvordan man skal opføre sig. Loven er desuden formuleret i et sprog, som er vanskeligt tilgængeligt. Et eksempel:
§ 185. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader gennem betimelig anmeldelse eller på anden efter omstændighederne tjenlig måde efter evne at afværge ildsvåde, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, søskade, jernbaneulykke eller lignende ulykke, der medfører fare for menneskeliv.
Teksten er forståelig, men selv trænede læsere må læse den flere gange for sikkert at forstå den.
3) I mange af sine paragraffer krænker Straffeloven Grundlovens betstemmelse om ytringsfrihed.
Det er uomtvisteligt, at ytringer kan skade, og det er klart samfundets sag at tage hånd herom. I Straffeloven gøres det ved kriminalisering af en lang række ytringer.
I stedet kunne loven interessere sig for den skete skade, hvis der har været nogen. Betingelse for straf burde altså være påvisning af, at nogen har lidt skade, og straffen burde især være udredning af erstatning til skadelidte.
Efter gældende praksis bliver en udtalelse straffet blot for at være fremsat også selvom ingen skade er sket.
Konklusion:
Straffepraksis bør ændres til at handle om skete skader. Samfundets reaktion, straffen, bør handle om erstatning til skadelidte og om forebyggelse af gentagelser. Tidsbegrænset fængsel bør afskaffes, og fængsel i det hele kun benyttes til dem, samfundet må give op overfor. Sproget bør være forståeligt for alle.