Borgerne skal leve i samfundet med ansvar og bidrage til dets opretholdelse. De, der kan, skal forsørge sig selv og deres på en måde, som kan respekters både af dem selv og af andre.
Det skal nås ved at udforme landets love med hensyn, respekt for og krav til den enkelte. De mennesker, som af en eller anden grund er helt eller delvis udelukket fra samfundet, skal gives mulighed for og tilskyndelse til at komme ind i samfundet igen.
Lovene skal udformes sådan at samfundet bliver stabilt. Det vil sige sådan at lovene skal modvirke uønskede og stimulere ønskede tendenser, som findes samfundet.
Den politiske diskussion skal handle om de emner, der diskuteres, og ikke belastes af ringeagtsytringer, eller andre uværdigheder.
Midlerne er
Opholdstilladelse gives til
Statsborgerskab kan tildeles indvandrere, når der er konstateret integration. Iøvrigt gælder ikke særlige regler for fremmede, og krav om dansk tilpasning til fremmede vaner og skikke afvises.
EU s omklamring af medlemslandene skal på alle måder bekæmpes. EU forfatningen er bevidst skrevet vanskeligt til dels umuligt forståelig, og er allerede af den grund kassabel. EUs ledere har i totalt fejlet i mange (alle) alvorlige sager. Politikken vedrørende fælles valuta fik Grækenland til at kollapse, og EUs ansvar med at etablere en ydre grænse blev slet ikke røgtet; masseindvandringen ser vi nu. Reaktionerne efter Brexit som omfatter planer om aktiv chikane af lande, der ikke retter ind, er nærmest en form for åndelig krigserklæring og helt uantagelig. Krav om udmeldelse træger sig på.
Visse opgaver er grænseoverskridende kan kun løses i fælleskab. Renholdelse af Østersøen for eksempel. Sådanne opgaver bør landene kunne arbejde sammen om, uden at overføre al magt til EU.
Afskaffelse af arbejdsløshed og andre mekanismer til udelukkelse fra samfundet er helt central. Det er langt fra tilstrækkeligt, at samfundet sørger for ved hjælp af understøtningsordninger at holde egentlig nød borte. Den ringeagt, som ofte bliver arbejdsløse til del, bevirker en åndelig nød, som kan sammenlignes med anden nød.
En række tiltag sættes i værk af dette hensyn:
Et nyt princip for beskatning af erhvervslivet er meget central. Til beregningen opgøres
alle firmaers samlede omsætning og størrelsen af den samlede arbejdsstyrke, og kvotienten
er den skattefri omsætning pr medarbejder. Den samlede arbejdsstyrke skal omfatte de
aktive så vel som samtlige arbejdssøgende. Beskatningen af den ubemandede omsætning
bør svare til samfundets behov for midler til understøttelse af de ledige. Et
taleksempel
illustrerer beregningsprincippet
Forslaget udtrykker en respekt for erhvervslivet som dem, der skaffer velstanden til landet, men
fremhæver også den samfundsmæssige betydning, der ligger i at skaffe arbejde til dem, der ikke har. Belønningen er på den anden side skattefrihed for erhvervslivet, når det er lykkedes.
Skattelettelse i forbindelse med køb af arbejdskraft er især af betydning i perioder med stor arbejdsløshed. Når et firma køber arbejdskraft, ansætter medarbejdere, er udgiften hertil fradragsberettiget, og forslaget stiller i nogen grad personer lige med firmaer. Som forholdene er nu kan det ofte betale sig for en mand at tage fri og udføre arbejdet selv fremfor at købe professionel arbejdskraft. Resultatet er, at håndværkeren går ledig, og at arbejdet bliver udført uprofessionelt. For at udgiften skal give fradrag, må sælgeren, den hyrede, naturligvis medtage betalingen som indkomst. Arten af arbejde, som udføres, skal ikke indgå i vurderingen af fradragsberettigelsen. Reglen kan uden videre anvendes, også hvis arbejdsydelsen sælges af et firma. Blot må det sikres, at det beløb, der er tale om, virkelig er det, som den, der yder arbejdet, får udbetalt. Der må altså ikke inkluderes materialer, administrative udgifter eller betaling for brug af udstyr eller lignende. Udover at virke som spore til at få alle indlemmet i samfundet vil ordningen tjene til modvirkning af sort arbejde, idet den, der får arbejdet udført, indirekte betaler skatten, hvis arrangementet holdes hemmeligt.
Nedgearing foretrækkes for sammenbrud eller afskedigelser. Forslaget giver kriseramte virksomheder (evt. Staten) mulighed for internt solidarisk at modstå krisen. Lønreduktionen skal kunne besluttes af ledelsen og skal gælde alle. Reduktionen skal kunne være progressiv, sådan at de højtlønnede får størst reduktion. Ideen er at kriser imødegås af flid og nøjsomhed ikke af lediggang. Hvis den berørte organisation er alene om at være i krise vil medarbejderne naturligt søge andre steder hen, og det er sundt. Hvis krisen er udbredt til de fleste eller alle, vil sådan udvandring ikke ske.
Udformningen af arbejdsløshedsunderstøttelse er væsentlig i bekæmpelsen af arbejdsløsheden selv. Det foreslås, at understøttelsen starter på modtagerens hidtidige niveau men gradvis aftrappes til et fastlagt minimum. For eksempel kan forskellen ned til det fastlagte reduceres med 15% hver måned. Fastlæggelsen af minimumsydelsen skal ske med omhu. Slutværdien skal være lav nok til at der fortsat er et stort incitament til arbejde, men ikke så lille, at livet generelt bliver for svært. Herudover vil det være rimeligt, at modtagerens likvide opsparing inddrages i beregning af den ydede støtte.
Hensynet til miljø og medarbejdere skal sikres ved love for tilladelig miljøbelastning og forhold på arbejdspladsen.
Beskæftigelse især af landets borgere skal sikres ved beregning af firmaskat efter ubemandet omsætning.
Uvedkommende forstyrrende krav, som hidtil har floreret, omfatter især beregning og opkrævning af skatter og afgifter og udarbejdelse af statiske data.
Omlægning af beskatningsgrundlaget til ubemandet omsætning muliggør lempelsse af regler for regnskabsaflæggelse. Formueopgørelse inclusive lageroptælling med videre foretages i den udstrækning virksomhederne har brug for det til intern anvendelse og i forholdet til andre virksomheder.
Beregning og opkrævning af skatter omfatter moms og punktskatter af enhver art. Disse bortfalder.
I korthed:
Indvandring har igennem de senere år givet samfundet en del alvorlige vanskeligheder, og i den
offentlige diskussion har mange synspunkter været fremført. Specielt indvandring fra lande, hvor
islam er fremherskende, har givet problemer. I årenes løb er der indført love, som har skullet
begrænse problemerne. Meget er forsøgt, lige fra generel begrænsning af indvandring til forsøg
med tildeling af statsborgerskab som metode til at påvirke indvandrere til at optage dansk levevis.
Mange erfaringer er opnået.
Den danske tradition med hensyn til valg af ægtefælle er helt entydigt, at parterne selv vælger
partner. Når den unge i familien præsenterer sin mulige frremtidige ægtefælle bliver vedkommende
budt velkommen, og ingen blander sig i valget.
Andre steder i verden deltager eller dominerer familien i valget, og indvandrere fra disse lande
forsøger ofte at medbringe denne tradition. Ofte falder sådanne valg på en, som er kendt fra
hjemlandet, og som vi har set medfører det ofte store vanskeligheder i integrationen. De fremmede
skikke tager overhånd, og der opstår parallelsamfund. Denne tendens skal bekæmpes intenst. Man har
derfor indført alderskriterier, tilknytningskriterier og krav om uddannelse med videre.
En anden dansk tradition hedder ens love for alle. Det er et smukt ideal, men i tilfældet med valg
af ægtefælle kan det bevirke noget, der ligner landsforvisning af danskere. Ofte vil vi gerne have,
at unge som del af deres uddannelse opholder sig i udlandet. Det giver et videre udsyn til gavn for
alle. Netop i ungdommen vælger mange deres partner, og muligheden for, at det sker under opholdet i
udlandet, er stor. Sådanne partnere, valgt efter gammel dansk
tradition skal bydes velkommen. Egentlige danskere, og vi ved godt , at det for eksempel er dem, hvis
forfædre mange slægter tilbage var danske, skal ubetinget kunne bo i Danmark med deres ægtefælle også
efter et udlandsophold.
Opgaven med at få disse hensyn tilgodesset samtidig er naturligvis vanskelig, men når den er stillet
skal ministeriernes jurister kunne løse den. Hvis dette problem ikke løses indebærer det nemlig, at
vi indfører den uønskede skik med at andre blander sig i valg af ægtefælle.
Den muslimske sædvane med ægteskaber mellem nært beslægtede som er kernen i ovennævnte problemer, har
givet en anden erfaring, nemlig at genetiske skader som sygdom og handikap er hyppigere i slægter med
sædvane for fætter-kusine ægteskaber. Sådanne
ægteskaber
bør forbydes. Bestemmelsen er ikke specielt rettet mod indvandrere, men behovet for den er blevet
klart efter indvandringen.
Narkotikapolitik
har i mange år gået ud på at forhindre adgangen til narkotiske stoffer. Målet
er ikke nået. Dette til trods for at samfundet har anvendt meget store midler hertil. Resultatet er, at
narkotika er let tilgængeligt, men meget kostbart. Den høje pris skyldes især meget store fortjenester
til distributionsleddet, som igen har en interesse i at stimulere forbruget. Der er
erfaring for at antallet
af narkomaner falder drastisk når stofferne gives fri.
De illegale markeder skal gøres uinteressante ved, at stofferne kan handles til naturlige priser.
Eventuelt kan narkotika som medicin
uddeles til narkomaner i kontrollerede omgivelser ledet af sagkyndige. Samtidig kan man sikre, at
stofferne har god kvalitet i kontrollerede koncentrationer. De mennesker, der er afhængige af stofferne,
lever for manges vedkommende i en absolut fattigdom, og kunne få det
meget bedre ved at leve et ordnet liv, hvor pengene kunne bruges til leveomkostninger som det sker for
andre.
Den hidtil førte narkotikapolitik har mange paraleller til amerikansk spiritusforbud i 1920-erne. Her
blomstrede organiseret kriminalitet.
Straf i Danmark er koncentreret om bøder og indespærring. De forseelser, som samfundet finder værst straffes med fængsel og de "mildere" med bøde. Blandt de mennesker, der arbejder med straffesystemet, er det kendt, at virkningen af fængselstraf meget ofte er mere kriminalitet. Fængslet fungerer som et kriminalitetsakademi, hvor erfaringer udveksles og kontakter skabes og udbygges. Set fra samfundets side er fængsler altså ikke egnede til at mindske kriminaliteten. Fængsel bør kun benyttes til dels at holde dem inde, der skønnes ellers at ville stikke af eller skade en efterforskning, dels til dem, som samfundet ikke vover at lade være fri. Senere afsoning på grund af pladsmangel i fængslerne eller fængselstraf af dem, der var fri under retssagen, forekommer i enhver henseende uacceptabelt. Frem for fængsling bør man satse på andre former for straf. Bødestraf, kvarterarrest (fodlænke) og begrænsning af almene rettigheder. Det sidste anvendes allerede som frakendelse af førerbevis og forbud mod husdyrhold. Hel eller delvis umyndiggørelsse kan komme i anvendelse.
Staten bør arbejde for, at retsforfølgelse af danskere sker i Danmark. Dette kan opnås ved aftaler mellem Danmark og andre lande, og ved konsekvent at nægte udlevering af danskere til retsforfølgelse i udlandet. Den store forskel på retssystemerne her og i andre lande gør en sådan ordning rimelig. For eksempel kan økonomien være afgørende for om en anklaget får et betryggende forsvar. Hvis fremmede lande ønsker at retsforfølge danskere, må det ske her. Den danske anklagemyndighed kan i sådanne tilfælde samarbejde med den udenlandske. Det er udtrykkeligt ikke tanken, at danskere skal kunne unddrage sig retsforfølgelse ved at flygte til Danmark.
Tilsvarende bør udlændinge ikke straffes her, men udvises efter at skyldsspørgsmålet er fastslået ved dom. I sådanne tilfælde kan genindrejse betinges af, at personen er straffet i hjemlandet, og at den begåede forseelse ikke er for alvorlig.
Kriminalitets-Styrkelse af individets stilling.
I en række forhold føler mange sig overset og nedprioriteret. Arbejdsløshed indgår heri, men er
behandlet i det foregående. Store opgaver kræver mange medvirkende. Det kan klares ved samarbejde
mellem små firmaer eller gennem store selskaber, der står for alt. Af finansielle, skattemæssige
eller ansvarsmæssige grunde dannes ofte selskaber i sådan forbindelse.
Det gældende lovsystem anerkender begrebet 'juridisk person'. Ofte er der tale om et selskab, A/S,
ApS, en forening eller en form for organisation herunder offentlig myndighed. En juridisk person har
rettigheder og pligter som egentlige personer, men pligterne kan den juridiske person smøge af sig
ved en likvidation, og de mennesker, som i sidste ende står bag, kan således høste fordele men løbe fra ulemper.
Juridiske personers ejendomsret er et særligt aspekt, som reelt udhuler ejendomsretsbegrebet. Et
eksempel til illustration:
Da Hafnia gik ned, var aktiefordelingen sådan at en enkelt stor aktionær reelt kunne bestemme,
og mindre aktieposter blev uden indflydelse. Den store aktionær var Baltica, som ved Hafnias
generalforsamling naturligvis stemte sådan, som det var bestemt ved Balticas tilsvarende, at
Baltica skulle stemme. Forholdene var tilsvarende i Baltica, blot var den store aktionær her
Hafnia.
Resultatet var, at de egentlige ejere, de mennesker, der ejede aktier i selskaberne, var sat udenfor
indflydelse. Ejendomsretten var billedlig talt kortsluttet.
Fremstillingen er noget forenklet, men principielt korrekt, og der eksisterer mange tilsvarende
ringformede ejerstrukturer.
Ved de ændringer, som her foreslås, fremhæves egentlige personer på bekostning af juridiske personer. Der også god harmoni i, at begrænsning i ansvar opnås samtidig med begrænsning i rettigheder.
Ad 1) Bestemmelsen er en fremhævelse af individet og modvirker følelsen af at være tromlet ned i systemet.
Ad 2) Behovet for en sådan bestemmelse blev klart dengang B&W gik konkurs. Under processen købte en stor aktionær aktier, som var financieret i væsentlig grad af lån, ydet med sikkerhed i andre aktier i selskabet. Han blev dominerende.
Ad 3) Appelret er at anse for en menneskeret, og den bør forbeholdes mennesker. En retssag mod en person vil ofte være så belastende for vedkommende, at det er urimeligt, at for eksempel et selskab eller anklagemyndigheden skal kunne appellere, hvis personen har fået helt eller delvis ret. Der er endda eksempel på, at anklageren appellerede og derefter erklærede, at sagen var så anstrengende for ham, at han overlod det til en afløser at føre appelsagen. (Det er tvivlsomt, om forklaringen var den rette, men det var den, der blev givet).
Ad 4) Selskaber, som har overtrådt bestemmelsen om at oplyse selskabsform og dermed ansvarsbegrænsningen, har reelt kunnet gøre det uden konsekvenser. For små selskaber er oplysningen om egenkapital vigtigere end kapitalstørrelsen fordi kapitalen kan være bundet på en måde som gør den værdiløs for en kreditor, f. ex forudbetalt husleje.
Ad 5) Konkurs er en mekanisme, der tenderer mod at udelukke folk fra samfundet. Det er nemlig
sådan, at en kreditor kan opretholde sit krav blot det fornys med mellemrum. Der er ikke noget
ønskeligt ved en konkurs, men fallenten bør have mulighed for at rejse sig igen og ikke udelukkes
på ubestemt tid. Derfor bør indføres bestemmelsen om to slags gæld.
Hermed er ikke sagt, at konkurs skal være en let måde til at unddrage sig gæld. Fallenten bliver
billedlig talt klædt af - ikke til skindet, men da til overfrakken - og det er ikke tillokkende
for nogen. Bestemmelserne understreger, at en långiver løber en risiko, som han jo ofte får betalt
ved renten for lånet, og at han har et ansvar. Iøvrigt skabes en parallelitet til erhvervsdrivende
selskaber, der ved konkurs efterlader kreditorer med tab. Bestemmelsen om
pantegæld skal forhindre, at en låntager kommer i urimelige vanskeligheder på grund af forhold,
som han ikke har indflydelse på eller kunne forudse.
Grundloven fortæller hvordan landet skal styres, den sætter
grænser for hvad politikerne må,
og den giver borgerne nogle grundlæggende rettigheder og sikkerheder. I forbindelse med den tildikrede ret til fri
religionsudøvelse indeholder GRundloven forbud og begrænsninger. Disse skal efterleves.
I de senere år er der blevet behov for præcisering af et hidtil overset politisk mål,
nemlig lovgivning i grundlovens ånd og ikke blot efter dens bogstav.
Her tænkes især på de dele af grundloven, som skulle sikre borgerne mod myndighedernes overgreb. Disse paragraffer er tydelige i deres mening, men ved udformningen af teksten har man forsynet dem med undtagelser. Disse undtagelser skal naturligvis tages alvorligt, men for at være i grundlovens ånd bør der være tale om egentlige undtagelser, ikke anvendelser, som er så bredt formuleret, at de grundlæggende sætter grundloven til side som et ligegyldigt skønmaleri.
Nogle eksempler er påkrævet.
§73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Ordet almenvellet er ikke defineret i loven, men fra gammel tid har der været en fornemmelse af dets betydning. Det er anerkendt, at hvis der er behov for en vej, som alle skal kunne bruge må der inddrages de nødvendige arealer hertil, og det er en selvfølge, at desse arealer skal ligge i forlængelse af hinanden. Så vidt er alt i orden. Det er derimod ikke klart for mange, at anlæg af en golfbane er at betragte som almenvellets krav, ligesom det ikke er almenvellets krav, at et årligt tilbagevendende musikarrangement skal have areal stillet til rådighed af det offentlige fremfor at leje det. Og det er ikke i orden, at erstatningen, som jo skal være "fuldstændig", fastsættes som handelsværdien efter at planerne er gjort kendte, og priserne er faldet på grund af manglende efterspørgsel.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Dog under ansvar for domstolene. Dette er undtagelsen, men det er imod grundlovens ånd, at indføre store og bredt formulerede undtagelser. Problemet med bred formulering er, at for mange ytringer kan tolkes som strafbare. Herved bliver grundlovens bestemmelse reelt værdiløs, grundloven krænkes.
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
Bestemmelsen er klar nok, og for at være tro mod grundloven kræves, at undtaagelser,som vedtages virkelig skal være særegne. Der er intet smukt over ulovlig skatteunddragelse, men hensynet til inddrivelse af disse skatter er ikke særegent i forhold til grundlovens ånd og bestemmelse.
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
Igen savner bestemmelsen intet i klarhed, og alligevel brydes den regelmæssigt. Nogle partier går endda så vidt, at de lader partiforeningen bestemme hvad folketingsmedlemmerne skal stemme.
økonomisk politik består dels af at disponere statens midler, dels af at sørge for indtægter.
Det første er den politik, som fremgår af partiets erklærede holdninger, det andet omfatter inddrivelse af skatter af enhver form. Med skattepolitikken kan staten påvirke den måde samfundets borgere og firmaer m.m. handler.
Sund økonomi i samfundet er især kendetegnet ved at enhver opfører sig økonomisk sundt og forsvarligt. Herved må forstås, at økonomiske dispositioner baseres på økonomiske vurderinger. Forslagene her tilskynder personer såvel som firmaer til at handle sådan, at deres egeninteresser bliver i overensstemmelse med samfundets.